Når Madklubben medio januar 2018 har premiere på FOOD CLUB – et socialt spisekoncept, hvor du som gæst selv forsyner dig med mad og drikke af høj kvalitet til en fast, lav pris – sker det i tæt samarbejde med den populære madspilds-app, Too Good To Go.
Idéen bag Too Good To Go er simpel: Du kan som bruger få fingrene i overskydende restaurantmad til en ekstra fordelagtig pris sidst på aftenen, i stedet for at maden blot bliver smidt ud. I forbindelse med åbningen af FOOD CLUB-konceptet, har det ligget lige til højrebenet at invitere Too Good To Go med til bords fra starten.
”Buffetrestauranter har alt andet lige et større madspild end gourmetrestauranter, så derfor giver det mening, at vi hjælper Madklubbens nye restaurantkoncept med at reducere deres overskudsmad og kan være med til give dem en bæredygtig profil. Vi er overbeviste om, at det kan sikre en god opstart, at vi er med fra den spæde begyndelse,” fortæller Chief Sales Officer fra Too Good To Go, Henrik Stampe, og uddyber:
”Vi håber naturligvis, at når samarbejdet om FOOD CLUB har vist sig at være en succes, at vi kan udvide vores samarbejde til resten af Madklubbens restauranter.”
Selvom FOOD CLUB først åbner officielt i starten af 2018, kan du allerede score en ”lykkepose” til kun 49 kr. via Too Good To Go, når vi afholder en række ellers udsolgte testmiddage onsdag den 20., torsdag den 21. og fredag den 22. december 2017. Download app’en, opret en bruger og vær blandt de allerførste til at smage maden fra vores spritnye tag-selv-bord, samt til at hjælpe Madklubben med at mindske madspild.
Følg med i udviklingen af FOOD CLUB ovre på Facebook ved at klikke her.
The post Til kamp mod madspild: Madklubben og FOOD CLUB starter samarbejde med Too Good To Go appeared first on Madklubben.